Må man lufte sin svinehund på Facebook?

Jeg er sådan en der omfavner forskelligheder. Der må sgu’ godt lugte lidt af kebab i min kolonihave. Jeg er ærgerlig over Muhammed-tegninger og DF’s indflydelse på den politiske debat og tone herhjemme, men er samtidig helt enig i at det er fuldt ud lovligt at sige noget uintelligent, og at der er visse faser i udviklingen af ens personlighed hvor man synes det er enormt skægt at gøre andre sure eller kede af det. Bare fordi man kan.

Men når det kommer til racisme, så er jeg altså stået helt af. Selv om jeg godt ved at det tit bare er et udtryk for angst, mangel på uddannelse (de kan nemlig aldrig stave) eller en meget lille diller, så er det på ingen måder noget jeg orker at tolerere. For noget tid siden blev jeg gjort bekendt med Facebook-gruppen “AK81 ikke for bøsser og indvandrere”, og blev egentlig forarget. (Du kan klikke på billedet herunder og se hvad jeg mener).

Et kort strategimøde senere, var Mike Aske og jeg enige om at denne gruppe skulle lukkes ned, og med racismeparagraffen som vores juridiske medvind burde det være en hurtig spadseretur i parken. Det undrede os også at AK81 lagde navn til både racisme og homofobi, og vi ville gerne være sikre på at det virkelig var dem der stod bag. Så efter at have anmeldt gruppen til Facebook for stødende indhold tog vi kontakt til Hells Angels:

Herefter valgte vi at trække lovens lange arm med ind i manegen, og derfor besluttede vi os, efter Jønkes udmelding, til at kontakte politiet.

Jeg ringer 114, og får en kvinde i røret der bliver godt og grundigt menstruelt bidsk over min henvendelse. Jeg insisterer på at jeg ønsker at anmelde en facebook-gruppe for overtrædelse af straffelovens § 226 b, den såkaldte racismeparagraf, og jeg bliver derefter spurgt, hvad jeg har tænkt mig at hun skal gøre ved det, og bliver ydermere opfordret til at lade være med at åbne siden op og ganske simpelt holde mig væk fra gruppen. Jeg modargumenterer høfligt, at det vel svarer til at lade en skinhead råbe “lort er bedre end sort” gennem en megafon midt på Rådhuspladsen, og så bede folk om at gå en anden vej hvis de ikke vil høre på det. Det får hende til at grine lidt. Hun spørger så hvor jeg bor, og da jeg svarer Malmø bliver aben gelinde forsøgt transporteret tværs over Øresundsbroen, og jeg henvises til at kontakte polisen hinsidan, fordi man altid skal kontakte den politikreds hvor man opholder sig. Men nu arbejder jeg jo i København, og befinder mig på opkaldstidspunktet også her, og derfor synes jeg ikke at der er nogen umiddelbar god grund til at bede det svenske politi om at finde frem til en stakkels dansk taber af en medborger, der lader sin indre svinehund besørge hensynsløst hvor andre mennesker uskyldigt færdes. Det gør hende så tilpas træt at jeg vinder en direkte telefonisk viderestilling til Nærstation Amager, hvor jeg bliver sat på hold af en venlig mand der lige skulle finde ud af hvem jeg skulle tale med. 15 minutter senere havde han tydeligvis endnu ikke fundet rette vedkommende, så jeg lagde på. 1-0 til ordensmagten. Senere samme eftermiddag sender jeg en e-mail til afdelingen for IT-kriminalitet, der hurtigt svarer tilbage at jeg skal kontakte Nærstation Amager. Så jeg prøver igen – denne gang via mail, og allerede dagen efter bliver jeg ringet op af Kurt, der fortæller at han nu vil videresende min henvendelse til Politigården, der vil vende tilbage til mig.

En uge senere, fortsat uden en lyd fra politiet, er Facebook-gruppen pludselig væk.

Et par dage efter Jønkes svar, bliver jeg ringet op fra Politigården for at få at vide, at sagen nu ligger hos juristerne, og at de vil vende tilbage når de ved hvilke muligheder de har for at gøre yderligere i sagen. Jeg fortæller i den forbindelse også, at gruppen ikke længere er at finde på Facebook. Det er nu over 3 uger siden, og jeg afventer stadig at høre mere. Men det er faktisk også helt ok. Jeg forventer helt ærligt ikke at der sker yderligere, og jeg har en voksen forståelse for prioriteringer af ressourcer. Det vigtigste i denne her sag er, at vi alle har et medansvar for indimellem at sige “nok er nok”.

Min mailboks er iøvrigt heldigvis blevet oversvømmet de seneste uger, med forespørgsler og kærlige tanker til både Mike Aske og mandekællingerne. Jeg kan godt garantere at der arbejdes hårdt bag kulisserne, og at hverken Kamikazesurferen eller Mike Aske Farruz er druknede i kølvandet på succésen, og ej heller blevet nakkeskudt af israelere i internationalt farvand. Vi vender frygteligt tilbage før du ved af det.