Da jeg var mindre, samlede jeg ihærdigt på vættelys. De der aflange, fossile blæksprutteskaller man finder på stranden. Indrømmet, jeg samlede også på insekter og var indehaver af en zoologisk have på bagterassen, hvor man for en beskeden entré kunne få lov at se syltetøjsglas på syltetøjsglas med enestående tilfangetagne leddyr, men det er en noget anden fortælling. Vættelysene blev sorteret i to store krukker, hvor den ene var til “luksuslys”, hvilket betød de stadig havde spidsen intakt, og den anden var til resten. Jeg forestillede mig altid vætterne som små dværgtrolde med langt skæg og uredt hår, i alt for store gule gummistøvler, der gik rundt ved vandet om natten og lyste til hinanden med vættelys. Det var deres form for morse-sprog. De kommunikerede ved at blinke med lysene i meget hemmelige vætte-koder, og efterhånden som lysene brændte ud, så lagde vætterne dem fra sig særlige steder på stranden, hvor mennesker der tror på sådanne væsener har mulighed for at finde dem, hvis de altså har øjnene og heldet med sig.
Idéen om et parallelunivers har altid tiltalt mig. At der foregår ting omkring os, som vi ikke bemærker. Nu har jeg fundet noget der minder ret meget om det.
Mens du venter på bussen efter arbejde, tager hunden med til bageren søndag formiddag eller slænger dig i solopvarmet sand på Amager Strand en julidag, så går der mennesker rundt og leder efter skjulte æsker og beholdere. Du ser det ikke, for de lader dig ikke se det. I deres øjne er du en muggler. En udenforstående, der ikke må se for meget. En potentiel sabotør. Indtil for 1 uge siden var jeg selv en uindviet. Nu er jeg blevet en af de indforståede.
Fænomenet hedder geocaching, og kan groft sagt barberes ned til at være skattejagt med GPS. Jeg hørte først om det fra en kollega, hvis far aldrig lufter hund i Storskoven uden sin håndholdte GPS og en Kinderüberraschung i inderlommen. Efter jeg havde sat mig ind i hvad det er, og have spurgt mig selv en snes gange om hvorfor folk gider det her, oprettede jeg en profil for at prøve det af.
Jeg tør godt sige, at jeg nu kender hver en byggeteknisk detalje på Bryggebroen. Jeg har bogstaveligt talt haft fingrene inde i samtlige sprækker og nærstuderet hver eneste åbning i konstruktionen for at finde den hemmelige boks der efter sigende skulle være gemt der. Det hele startede i onsdags. De præcise koordinater fremgik af skattekortet på hjemmesiden, og således bevæbnet til tænderne med GPS, mobiltelefon, 4 forskellige udprint fra Google Maps, blyant, ukuelig optimisme og et styk kvindelig kollega, begav vi os til Bryggebroen i en frokostpause for at finde den første “cache”. Og vi gik virkelig til den. På et tidspunkt ligger min kvindelige kollega, iført kort business-nederdel og spidse hæle, på alle fire midt på den pænt trafikerede cykelsti, med rumpetten mod Frelserkirken og hovedet halvt nede under broen, fordi hun har set noget mistænkeligt udseende sejlgarn der hænger fra stålwiren og nu tror der kunne være tale om et hint. Imens sidder jeg selv på hug på fodgængersiden, med ansigtet fysisk inde i et hulrum bag bommen og spejder efter abnormaliteter, mens jeg råber til hende at jeg ikke tror den findes under broen, da man ifølge hjemmesiden skal kunne nå den i en kørestol. Hele optrinnet får mig til bedre at forstå en artikel jeg læste om nogle geocachere der var blevet tilbageholdt og afhørt af politiet for mistænkelig opførsel. Men jeg må også konstatere at jeg pludselig, uden at ville det, går helt vildt op i at finde den her beholder. Det lykkedes ikke denne dag. Heller ikke om torsdagen. Eller fredag for den sags skyld.
Overbevist om at der havde været mugglere på spil, sendte jeg derfor en besked til cache-ejeren fredag eftermiddag, om at den var væk. Hun svarede lørdag, at der var tale om en nanocache på cirka 1 x 1 cm, og gav iøvrigt et tiltrængt hint til hvor vi skulle lede. Det affødte selvfølgelig endnu en tur til Bryggebroen mandag, og skal vi ikke bare sige at jublen var enorm, da min kollega endelig fandt den. Vi var simpelthen nødt til at lægge bånd på os selv, for ikke at vække mistanke hos forbipasserende mugglere, og så diskret som muligt åbnede vi cachen og fandt en tynd papirrulle indeni, hvorpå jeg noterede brugernavn og dato, og så var det ellers tilbage på præcis samme plads igen med dippedutten, inden nogen kunne ane uråd. Jeg måtte naturligvis også forevige øjeblikket med mobiltelefonens kamera:
Geocaching har eksisteret siden 2000, hvor den amerikanske regering tillod at privatpersoners GPS-anordninger kunne vise nøjagtige koordinater (tidligere var dette forbeholdt militæret). På 10 år er denne form for skattejagt blevet ekstremt populært over hele kloden, og alene i Danmark er der mere end 12.000 små skatte derude. Det centrale samlingspunkt er hjemmesiden, hvor man også “logger” sine fund så andre og en selv kan se hvilke caches man har fundet og hvornår.
En cache kommer i alle størrelser og udformninger, lige fra plastkasser, spande eller andre større beholdere der oftest er udlagt i naturområder, til microcaches der kan være filmhylstre, eller nanocaches, der er ultra små og meget brugte i tæt befolkede bymiljøer hvor det vrimler med mugglere. Den typiske cache er en vandtæt beholder, hvori der ligger en form for “logbog”, blyant og små gaver til finderen. Man må tage en ting fra beholderen mod at lægge noget tilbage der har minimum samme værdi, og så noterer man ellers at man har fundet skatten, og genplacerer den på nøjagtigt samme sted som man fandt den. En cache må aldrig være gravet ned i jorden, men ellers er der frit slag i bolledejen.
Til min store glæde findes der også adskillige varianter til den traditionelle cache, hvor man ud fra nogle specifikke GPS-koordinater helt enkelt går ud og finder en skat. En multi-cache for eksempel, kræver lidt mere. Her finder man først en cache, der så leder videre til den næste, som igen fører til en ny, indtil man forhåbentligt til sidst ender med at finde den endelige, “rigtige” cache. Mystery caches kræver at man løser et puzzle eller tyder en kode inden man går hjemmefra for at kende placeringen, mens virtuelle caches selvsagt ikke findes ude i virkeligheden, men er et sæt koordinater der leder dig til et specielt sted, seværdighed eller lignende, hvor man så skal give svaret på et spørgsmål man kun kan vide hvis man fysisk har været der. Andre virtuelle caches går ud på at tage et foto af sig selv på destinationen, og så uploade det til hjemmesiden som bevis på at man har været der. Der findes også webcam-caches, hvor koordinaterne leder til et webcam, og man skal så have en hjælper der kan være online og tage et billede med det pågældende webcam mens man selv står foran det.
Og så er der det med udstyret og sikkerheden. Folk går altså seriøst op i det. Her må jeg bukke mig i støvet for Per Nielsens tips, der indledningsvis opfordrer til altid at medbringe rigeligt med vand og kunne sin førstehjælp, fordi det før eller siden vil kunne betale sig. Derudover har han, blandt meget andet, følgende ting på grejlisten som jeg har godtet mig en hel del over:
Geocaching bliver aldrig rigtigt super sexet. Der er lidt for meget spejder over det. Derfor er det da også med en lidt besk smag i munden, at jeg indrømmer at jeg faktisk synes det er meget sjovt – og sådan en smule vanedannende. Da jeg ventede på en forsinket bus i eftermiddags begyndte mit blik helt af sig selv at søge mod potentielle gemmesteder, og jeg bemærker detaljer jeg ellers aldrig ville have tænkt over i mit hengangne muggler-liv.
Jeg synes du skal prøve. Bare en enkelt gang. Du kan jo starte med at se på skattekortet om ikke der skulle ligge en lille cache i nærheden af hvor du selv bor. Du behøver ikke at fortælle det til nogen. Og da slet ikke på en første date. Det kan være din egen lille hemmelige fritidssyssel. Mødes vi derude i krattet, har vi aldrig set hinanden. På spejderære.
Du kan starte enten på den danske hjemmeside: www.geocaching.dk eller på den internationale: www.geocaching.com.
