Jeg vidste det fandtes et eller andet sted, i en af de hundredvis af undermapper med billeder jeg har liggende på en ekstern harddisk. Fars hammer. Fra et butiksvindue på Frederiksberg. Taget med mit gamle Nikon Coolpix. Burde det ikke ligge i samme folder som IKEA’s knep og Allah på Langebro? Nu skal det være slut. Tid til forårs-sortering i fotosamlingen. Svaret er Picasa.
I dag er der sjældent nogen særlig grund til at betale for software. Der findes næsten altid et gratis alternativ et sted derude, og i mange tilfælde er disse programmer mindst lige så gode og brugervenlige som dem man betaler for. Google’s Picasa er noget af det bedste jeg har set til at organisere billeder, og det indeholder samtidig omfattende redigerings-muligheder, og giver brugeren 1 gigabyte online lagerplads kvit og frit, så man kan lave webalbums og dele fotos med familie og venner.
Picasa kan hentes på dansk, og den sidste nye udgave indeholder nye funktionaliteter som “geotags”, hvor man via Google Earth kan se hvor på kloden billederne er taget, og er man til videoer og slideshows er også den del lige til at gå til – og resultatet bliver faktisk som oftest ret lækkert.
Jeg så iøvrigt også forleden, at min bloggerkollega på www.tronborg.com har lavet en meget lækker collage-baggrund til sin Twitter-profil med Picasa.
Nå, men jeg fandt jo så forresten både fars hammer, Bentes dårlige dag og de øvrige savnede billeder, og de er nu tagget og sorteret og lige til at finde næste gang jeg savner dem.
Kamikaze Surfer elsker gratis udstyr så længe det kan klare skærene, og Picasa er klart anbefalelsesværdigt.
Lidt ekstra surfer-respekt gives for at have været top-snedige med navnet, der ligger mistænkeligt tæt på Picasso, men samtidig rimer på “mi casa” og også lige har fået “pic” ind som forkortelsen for “picture”.
Du kan downloade Picasa helt gratis på http://picasa.google.com/.




Jeg kan bestemt også varmt anbefale Picasa. det er et helt genialt program til opsætningen af dine billeder på en fed måde.
Tusind tak for henvisningen til http://www.tronborg.com
P.S. Elsker fars hammer!
Mvh. Tronborg
for faen, Bente!! ;D