I Dolly Parton’s slipvind

Jeg er på Twitter. Det de allesammen taler om. Det jeg ikke helt forstod før jeg var der. Og det er ikke kun noget de unge vil have. Dolly er der også.

Det var efter at have læst et par posts på www.tronborg.com forleden om Twitter og hvordan man kommer igang, at jeg endelig tog  mig sammen. Med undtagelse af et fæ der hedder Frederico som har taget mit alias og iøvrigt aldrig logger på og derfor heller ikke har læst mit tilbud om at overdrage hans brugernavn til mig for en klipning og et hårprodukt efter eget valg, så er det gået smertefrit. Det første man så skal på Twitter er at finde nogen hvis kvidren man godt vil lytte med på. Ved ikke helt hvorfor, men det første der faldt mig ind var Dolly. Jeg søger, finder, klikker på “follow” og fluks er jeg lige i hælene på The Queen of Country, hvis visdomsperler ikke hænger i nogen tynd tråd.

Twitter ægger den indre stjernefucker. Altså ikke at sådan noget bider på mig. Men man kan godt se det ske for svage groupie-sjæle med hang til idolplakater og reality-tv. I modsætning til Facebook skal man ikke godkendes eller accepteres for at følge nogen. Det er bare at klikke på “follow” og så stalker man Dolly Parton og Ellen Degeneres.

Det mest udfordrende ved Twitter er helt klart begrænsningens kunst. 140 tegn er alt hvad man har til at skrive sit “tweet”. Det er ikke for sludrechatoller. Men der er godt nok mange der gør det. Mere end 50 millioner tweets bliver der skrevet i døgnet. Og dermed kan man vel godt konkludere at microblogging, den fagligt korrekte betegnelse for hvad Twitter er, nok er mere end en døgnflue.

Nå, ja, og så var det da en noget pavestolt, nybagt Twitter-bruger der åbnede sin hotmail idag:

Tror det er fordi mit brugernavn klinger ret japansk at hun blev nysgerrig. Kvinden der bare ER et omvandrende fredstegn følger nu mig på Twitter! Hun har haft sex med John Lennon på hverdage, hun kæmper for alle minoriteters rettigheder, hun har indstiftet sin egen fredspris og opstillet et lystårn på Island. Og nu vil hun vide hvad min lille fugl synger om? Hun fortjener sgu’ min personlige respekt, og siden der sjældent er langt fra tanke til handling på et surfbræt, er jeg nu sådan en der skriver med Yoko Ono….altså mest bare den ene vej.

Er du også en af dem der vil følge Kamikaze Surfer’s kvidrerier på Twitter, så er det HER det sker.

Surf’s up – spread the waves!