Den asiatiske turistguide på tulipanjagt i det jyske.

——————————————————–

——————————————————–

——————————————————-

Mike Aske driver gæk med gårdmejeriet

Preben har Sønderhaven Gårdmejeri i Brønderslev. Hvor sympatisk kan det blive? Vil godt lige slå et slag med surfbrættet for flere af dem. Forleden modtog han et gækkebrev.

Er urinkogte de nye skidne?

Jobindex Wallah – med fuld tålmodighed og egen kantine.

OMG! Kamikazesurferen trodser en strid kuling.

Kære alle surferfans!

Nu kaster vi vinteren overbord og sætter sejl mod nye dumdristige destinationer. Lige da du troede at kamikazesurferen for evigt var druknet i dagligdagens dødsspiraler er der godt nyt til jer alle: En ny sæson er lige om hjørnet!

Surfbrættet er blevet vokset (damn, det gjorde nas i øvrigt), og selv om en strid kuling lige nu bitch-slapper enhver forårsfornemmelse, så ER badesæsonen forude. Kamikazesurferen er i hvert fald TILBAGE!

I den forbindelse vil Mike Aske og mandekællingerne på det allervarmeste takke Dølle-Ole. Det er faktisk lidt hans skyld. Jeg fik nemlig denne mail forleden:

(Skulle du have brug for en genopfrisker på dølledildoen og resten af ramasjanget kan du se sidste års brevvekslinger her.)

Spred ordet rundt omkring! Kamikazesurferen går nu i maskinrummet og glæder sig til at krydse endnu flere verbale verdenshave sammen med jer alle i den kommende sæson.

XOXO

Kamikazesurfer takker for denne gang

Kære allesammen,

Kamikazesurfer takker for de mange mails og brugte transetrusser der er smidt efter mig den seneste tid.  Det har været en fornøjelse at lege med jer allesammen, og det skal ikke udelukkes at surfbrættet sættes i søen igen på et senere tidspunkt.

Lige nu lægges der planer for en ny blog – og et nyt koncept.

Ohøj derude – uden du aner det, ses vi pludselig igen.

Årets transetræf på Western Camping i Kramnitse

Må man lufte sin svinehund på Facebook?

Jeg er sådan en der omfavner forskelligheder. Der må sgu’ godt lugte lidt af kebab i min kolonihave. Jeg er ærgerlig over Muhammed-tegninger og DF’s indflydelse på den politiske debat og tone herhjemme, men er samtidig helt enig i at det er fuldt ud lovligt at sige noget uintelligent, og at der er visse faser i udviklingen af ens personlighed hvor man synes det er enormt skægt at gøre andre sure eller kede af det. Bare fordi man kan.

Men når det kommer til racisme, så er jeg altså stået helt af. Selv om jeg godt ved at det tit bare er et udtryk for angst, mangel på uddannelse (de kan nemlig aldrig stave) eller en meget lille diller, så er det på ingen måder noget jeg orker at tolerere. For noget tid siden blev jeg gjort bekendt med Facebook-gruppen “AK81 ikke for bøsser og indvandrere”, og blev egentlig forarget. (Du kan klikke på billedet herunder og se hvad jeg mener).

Et kort strategimøde senere, var Mike Aske og jeg enige om at denne gruppe skulle lukkes ned, og med racismeparagraffen som vores juridiske medvind burde det være en hurtig spadseretur i parken. Det undrede os også at AK81 lagde navn til både racisme og homofobi, og vi ville gerne være sikre på at det virkelig var dem der stod bag. Så efter at have anmeldt gruppen til Facebook for stødende indhold tog vi kontakt til Hells Angels:

Herefter valgte vi at trække lovens lange arm med ind i manegen, og derfor besluttede vi os, efter Jønkes udmelding, til at kontakte politiet.

Jeg ringer 114, og får en kvinde i røret der bliver godt og grundigt menstruelt bidsk over min henvendelse. Jeg insisterer på at jeg ønsker at anmelde en facebook-gruppe for overtrædelse af straffelovens § 226 b, den såkaldte racismeparagraf, og jeg bliver derefter spurgt, hvad jeg har tænkt mig at hun skal gøre ved det, og bliver ydermere opfordret til at lade være med at åbne siden op og ganske simpelt holde mig væk fra gruppen. Jeg modargumenterer høfligt, at det vel svarer til at lade en skinhead råbe “lort er bedre end sort” gennem en megafon midt på Rådhuspladsen, og så bede folk om at gå en anden vej hvis de ikke vil høre på det. Det får hende til at grine lidt. Hun spørger så hvor jeg bor, og da jeg svarer Malmø bliver aben gelinde forsøgt transporteret tværs over Øresundsbroen, og jeg henvises til at kontakte polisen hinsidan, fordi man altid skal kontakte den politikreds hvor man opholder sig. Men nu arbejder jeg jo i København, og befinder mig på opkaldstidspunktet også her, og derfor synes jeg ikke at der er nogen umiddelbar god grund til at bede det svenske politi om at finde frem til en stakkels dansk taber af en medborger, der lader sin indre svinehund besørge hensynsløst hvor andre mennesker uskyldigt færdes. Det gør hende så tilpas træt at jeg vinder en direkte telefonisk viderestilling til Nærstation Amager, hvor jeg bliver sat på hold af en venlig mand der lige skulle finde ud af hvem jeg skulle tale med. 15 minutter senere havde han tydeligvis endnu ikke fundet rette vedkommende, så jeg lagde på. 1-0 til ordensmagten. Senere samme eftermiddag sender jeg en e-mail til afdelingen for IT-kriminalitet, der hurtigt svarer tilbage at jeg skal kontakte Nærstation Amager. Så jeg prøver igen – denne gang via mail, og allerede dagen efter bliver jeg ringet op af Kurt, der fortæller at han nu vil videresende min henvendelse til Politigården, der vil vende tilbage til mig.

En uge senere, fortsat uden en lyd fra politiet, er Facebook-gruppen pludselig væk.

Et par dage efter Jønkes svar, bliver jeg ringet op fra Politigården for at få at vide, at sagen nu ligger hos juristerne, og at de vil vende tilbage når de ved hvilke muligheder de har for at gøre yderligere i sagen. Jeg fortæller i den forbindelse også, at gruppen ikke længere er at finde på Facebook. Det er nu over 3 uger siden, og jeg afventer stadig at høre mere. Men det er faktisk også helt ok. Jeg forventer helt ærligt ikke at der sker yderligere, og jeg har en voksen forståelse for prioriteringer af ressourcer. Det vigtigste i denne her sag er, at vi alle har et medansvar for indimellem at sige “nok er nok”.

Min mailboks er iøvrigt heldigvis blevet oversvømmet de seneste uger, med forespørgsler og kærlige tanker til både Mike Aske og mandekællingerne. Jeg kan godt garantere at der arbejdes hårdt bag kulisserne, og at hverken Kamikazesurferen eller Mike Aske Farruz er druknede i kølvandet på succésen, og ej heller blevet nakkeskudt af israelere i internationalt farvand. Vi vender frygteligt tilbage før du ved af det.

Mike Aske med en gnu i fælden.

Der er noget lusket over fætter BR.

Kommer Mike Aske og tøserne på Døllefjelde Musse Marked?

Hvis ræven var en røv.

Det er svært ikke at gå ind for alt det rigtige. Svanemærker, bæredygtighed, fritgående kyllinger, genvinding, energiruder, partikelfiltre, øko-tomater og den daglige motion. It’s all good. Jeg er bare generelt for doven til at være idealist. Er de politisk korrekte æg udsolgt, så lister jeg diskret en bakke buræg ned i kurven, og camouflerer den under noget trendy på vejen mod kassen, og når jeg så kommer hjem tager jeg dem ud af bakken og stiller dem på parade i køleskabslågens æggehylde, hvorefter jeg lader bakken forsvinde ned i affaldsskakten sammen med et lille strejf af dårlig samvittighed. Okay, bare streg den del med samvittigheden. Men jeg er i bund og grund fuld af gode intentioner.

En dunst af synd og skam stiger op gennem min affaldsskakt. Marmeladeglas og tomme rødvinsflasker sniger sig gang på gang ned i dette mørklagte, altædende skraldehul der konstant frister smådovne sjæle med sin umiddelbare nærhed. Jeg ved godt, at de burde bæres ned i glascontaineren og sorteres i farver, men jeg vælger den nemme løsning, for jeg har tydeligvis behov for et større incitament til at ændre adfærd end hvad min samvittighed kan diske op med. Det er fuldstændig det samme ude på Ørestad Station, hvor jeg morgen efter morgen finder mig selv på rulletrappen sammen med flertallet. Så står vi der, som kødkvæg på samlebånd, og glor på de morgenfriske helse-freaks der bevidst vælger at gå op ad den normale trappe, fordi de har set i et eller andet tv-program at Peter Geisling siger det er sundt.

Det leder mig frem til Volkswagen i Sverige, der har en fantastisk teori. Morskabsteorien. Den går helt enkelt ud på at få mennesker til at ændre adfærd, ved at gøre kedelige ting sjovere. VW har lavet 3 videoer, der viser hvordan teorien kan føres ud i livet. Den ene, “Pianotrappen”, har du med stor sandsynlighed allerede set, da den er verdens hidtil mest virale film (ellers finder du linket nederst i dette indlæg). Den er blevet delt på Facebook af mere end 100.000 brugere, er blevet omtalt i 5.770 blog-indlæg, afspillet over 13 millioner gange på YouTube og nævnt i mere end 19.000 tweets. Det er skræmmende godt tænkt, og teorien virker i al sin enkelthed. Ved at omdanne trinnene på en trist betontrappe til overdimensionerede tangenter der spiller når man træder på dem, får man folk til at foretrække at bruge benene op ad trappen, og dermed også fravælge rulletrappen. Sådan noget virker totalt på mig. Og resten af kvægflokken.

Lad os afprøve teorien i praksis på den røde ræv. Skov- og Naturstyrelsen har på et tidspunkt publiceret “om at leve med byræve” i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse. Rapporten er udarbejdet af blandt andre overassistent Alice Bresemann og cand. jur., specialkonsulent Søren Eis, og er lagt ud på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside til fri afbenyttelse. Men har du måske nogensinde læst den, din lade lømmel? Næh nej, du vil jo hellere surfe efter gratis porno og pløje marker på facebook. Ville det hjælpe hvis ræven var en røv? Vi forsøger med en taktisk vokaludskiftning lige til højrebenet. Her kommer et uddrag:

______________________________________________________

Om at leve med byrøve.

Mange betragter røven som et dyr, der hører til på landet eller snarere i skoven, men i virkeligheden har røven en stor tilpasningsevne, og den kan trives i mange forskellige omgivelser.

Den røde røv (Vulpes vulpes) er udbredt over det meste af den nordlige halvkugle samt i Australien, hvor den er udsat.

Røven lever i det åbne landskab, i skove, i bjergegne og i nyere tid også i byer. I virkeligheden er røven lige så tilpasset til at leve i byen som på landet, men fordi du ikke forventer at se røve i byerne, er der mange der bliver overraskede, og nogle bliver bekymrede over at opdage, at de deler deres by med røve.

Den røde røv er udbredt overalt i Danmark bortset fra Bornholm og nogle mindre øer.

Der findes i alt ca. 20 røvearter, men rødrøven er den eneste, der lever i Europa bortset fra fjeldrøven, der lever langt mod nord f.eks Lapland. Rødrøven er sædvanligvis et skumrings- og nataktivt dyr særligt i områder, hvor den bliver forstyrret af mennesker.

Røven fælder sin pels én gang om året. Fældningen begynder omkring april måned, og røvene taber i den forbindelse meget af pelsen, så de ser tynde og lurvede ud. Tit er der kun den grå underpels og enkelte store totter på skuldrene og flankerne tilbage. Folk der ser disse røve i fældning, tror ofte røven har skab. Men som oftest er der altså bare tale om en hel naturlig fældningsperiode.

Føl ikke du skal fodre røven, fordi den ellers vil mangle føde. Dette er ikke tilfældet – en røv kan sagtens selv finde sin føde, også om vinteren.

Mange mennesker synes, det er spændende at fodre røvene i deres haver. Hvis man fodrer, kommer røven tit på samme tid hver aften, så man kan glæde sig over at se den. Generelt kan det dog ikke anbefales at fodre røve.

Hvis du alligevel beslutter dig for at fodre røve, er det imidlertid vigtigt, at du modstår fristelsen for at gøre dem tamme. Røve, der lever i tæt bebyggelse, har allerede vænnet sig til mennesker og viser ikke samme naturlige frygt, som røve på landet gør. Dette betyder, at det er forholdsvis let at få røven til at komme og spise af din hånd, eller endog komme indendørs for at blive fodret.

Kan du undgå at røven sviner i din have?

Nej. Det er meget vanskeligt at holde røve væk fra din have. En voksen røv kan komme gennem et firkantet hul på 10 x 10 cm og kan forcere et 2 m højt hegn eller mur forholdsvis let. Røve bruger ekskrementer til at markere deres territorium med, og de efterlader dem ofte på et iøjnefaldende sted, som på toppen af kompostdynger, på havesko eller støvler efterladt i haven.

______________________________________________________

Besøg rolighetsteorin.se (ja, rolig er sjov på svensk), og se Volkswagen’s virale videoer.

PS: Undskyld indlægget. Jeg var langt fra ædru.

Mike Aske som uheldig turist-guide på Fisketorvet.

Kratluskeri med koordinater – eller hvordan satellitterne hjælper dig med at finde Tupperware i skoven.

Da jeg var mindre, samlede jeg ihærdigt på vættelys. De der aflange, fossile blæksprutteskaller man finder på stranden. Indrømmet, jeg samlede også på insekter og var indehaver af en zoologisk have på bagterassen, hvor man for en beskeden entré kunne få lov at se syltetøjsglas på syltetøjsglas med enestående tilfangetagne leddyr, men det er en noget anden fortælling. Vættelysene blev sorteret i to store krukker, hvor den ene var til “luksuslys”, hvilket betød de stadig havde spidsen intakt, og den anden var til resten. Jeg forestillede mig altid vætterne som små dværgtrolde med langt skæg og uredt hår, i alt for store gule gummistøvler, der gik rundt ved vandet om natten og lyste til hinanden med vættelys. Det var deres form for morse-sprog. De kommunikerede ved at blinke med lysene i meget hemmelige vætte-koder, og efterhånden som lysene brændte ud, så lagde vætterne dem fra sig særlige steder på stranden, hvor mennesker der tror på sådanne væsener har mulighed for at finde dem, hvis de altså har øjnene og heldet med sig.

Idéen om et parallelunivers har altid tiltalt mig. At der foregår ting omkring os, som vi ikke bemærker. Nu har jeg fundet noget der minder ret meget om det.

Mens du venter på bussen efter arbejde, tager hunden med til bageren søndag formiddag eller slænger dig i solopvarmet sand på Amager Strand en julidag, så går der mennesker rundt og leder efter skjulte æsker og beholdere. Du ser det ikke, for de lader dig ikke se det. I deres øjne er du en muggler. En udenforstående, der ikke må se for meget. En potentiel sabotør. Indtil for 1 uge siden var jeg selv en uindviet. Nu er jeg blevet en af de indforståede.

Fænomenet hedder geocaching, og kan groft sagt barberes ned til at være skattejagt med GPS. Jeg  hørte først om det fra en kollega, hvis far aldrig lufter hund i Storskoven uden sin håndholdte GPS og en Kinderüberraschung i inderlommen. Efter jeg havde sat mig ind i hvad det er, og have spurgt mig selv en snes gange om hvorfor folk gider det her, oprettede jeg en profil for at prøve det af.

Jeg tør godt sige, at jeg nu kender hver en byggeteknisk detalje på Bryggebroen. Jeg har bogstaveligt talt haft fingrene inde i samtlige sprækker og nærstuderet hver eneste åbning i konstruktionen for at finde den hemmelige boks der efter sigende skulle være gemt der. Det hele startede i onsdags. De præcise koordinater fremgik af skattekortet på hjemmesiden, og således bevæbnet til tænderne med GPS, mobiltelefon, 4 forskellige udprint fra Google Maps, blyant, ukuelig optimisme og et styk kvindelig kollega, begav vi os til Bryggebroen i en frokostpause for at finde den første “cache”. Og vi gik virkelig til den. På et tidspunkt ligger min kvindelige kollega, iført kort business-nederdel og spidse hæle, på alle fire midt på den pænt trafikerede cykelsti, med rumpetten mod Frelserkirken og hovedet halvt nede under broen, fordi hun har set noget mistænkeligt udseende sejlgarn der hænger fra stålwiren og nu tror der kunne være tale om et hint. Imens sidder jeg selv på hug på fodgængersiden, med ansigtet fysisk inde i et hulrum bag bommen og spejder efter abnormaliteter, mens jeg råber til hende at jeg ikke tror den findes under broen, da man ifølge hjemmesiden skal kunne nå den i en kørestol. Hele optrinnet får mig til bedre at forstå en artikel jeg læste om nogle geocachere der var blevet tilbageholdt og afhørt af politiet for mistænkelig opførsel. Men jeg må også konstatere at jeg pludselig, uden at ville det, går helt vildt op i at finde den her beholder. Det lykkedes ikke denne dag. Heller ikke om torsdagen. Eller fredag for den sags skyld.

Overbevist om at der havde været mugglere på spil, sendte jeg derfor en besked til cache-ejeren fredag eftermiddag, om at den var væk. Hun svarede lørdag, at der var tale om en nanocache på cirka 1 x 1 cm, og gav iøvrigt et tiltrængt hint til hvor vi skulle lede. Det affødte selvfølgelig endnu en tur til Bryggebroen mandag, og skal vi ikke bare sige at jublen var enorm, da min kollega endelig fandt den. Vi var simpelthen nødt til at lægge bånd på os selv, for ikke at vække mistanke hos forbipasserende mugglere, og så diskret som muligt åbnede vi cachen og fandt en tynd papirrulle indeni, hvorpå jeg noterede brugernavn og dato, og så var det ellers tilbage på præcis samme plads igen med dippedutten, inden nogen kunne ane uråd. Jeg måtte naturligvis også forevige øjeblikket med mobiltelefonens kamera:

Geocaching har eksisteret siden 2000, hvor den amerikanske regering tillod at privatpersoners GPS-anordninger kunne vise nøjagtige koordinater (tidligere var dette forbeholdt militæret). På 10 år er denne form for skattejagt blevet ekstremt populært over hele kloden, og alene i Danmark er der mere end 12.000 små skatte derude. Det centrale samlingspunkt er hjemmesiden, hvor man også “logger” sine fund så andre og en selv kan se hvilke caches man har fundet og hvornår.

En cache kommer i alle størrelser og udformninger, lige fra plastkasser, spande eller andre større beholdere der oftest er udlagt i naturområder, til microcaches der kan være filmhylstre, eller nanocaches, der er ultra små og meget brugte i tæt befolkede bymiljøer hvor det vrimler med mugglere. Den typiske cache er en vandtæt beholder, hvori der ligger en form for “logbog”, blyant og små gaver til finderen. Man må tage en ting fra beholderen mod at lægge noget tilbage der har minimum samme værdi, og så noterer man ellers at man har fundet skatten, og genplacerer den på nøjagtigt samme sted som man fandt den. En cache må aldrig være gravet ned i jorden, men ellers er der frit slag i bolledejen.

Til min store glæde findes der også adskillige varianter til den traditionelle cache, hvor man ud fra nogle specifikke GPS-koordinater helt enkelt går ud og finder en skat. En multi-cache for eksempel, kræver lidt mere. Her finder man først en cache, der så leder videre til den næste, som igen fører til en ny, indtil man forhåbentligt til sidst ender med at finde den endelige, “rigtige” cache. Mystery caches kræver at man løser et puzzle eller tyder en kode inden man går hjemmefra for at kende placeringen, mens virtuelle caches selvsagt ikke findes ude i virkeligheden, men er et sæt koordinater der leder dig til et specielt sted, seværdighed eller lignende, hvor man så skal give svaret på et spørgsmål man kun kan vide hvis man fysisk har været der. Andre virtuelle caches går ud på at tage et foto af sig selv på destinationen, og så uploade det til hjemmesiden som bevis på at man har været der. Der findes også webcam-caches, hvor koordinaterne leder til et webcam, og man skal så have en hjælper der kan være online og tage et billede med det pågældende webcam mens man selv står foran det.

Og så er der det med udstyret og sikkerheden. Folk går altså seriøst op i det. Her må jeg bukke mig i støvet for Per Nielsens tips, der indledningsvis opfordrer til altid at medbringe rigeligt med vand og kunne sin førstehjælp, fordi det før eller siden vil kunne betale sig. Derudover har han, blandt meget andet, følgende ting på grejlisten som jeg har godtet mig en hel del over:

Geocaching bliver aldrig rigtigt super sexet. Der er lidt for meget spejder over det. Derfor er det da også med en lidt besk smag i munden, at jeg indrømmer at jeg faktisk synes det er meget sjovt – og sådan en smule vanedannende. Da jeg ventede på en forsinket bus i eftermiddags begyndte mit blik helt af sig selv at søge mod potentielle gemmesteder, og jeg bemærker detaljer jeg ellers aldrig ville have tænkt over i mit hengangne muggler-liv.

Jeg synes du skal prøve. Bare en enkelt gang. Du kan jo starte med at se på skattekortet om ikke der skulle ligge en lille cache i nærheden af hvor du selv bor. Du behøver ikke at fortælle det til nogen. Og da slet ikke på en første date. Det kan være din egen lille hemmelige fritidssyssel. Mødes vi derude i krattet, har vi aldrig set hinanden. På spejderære.

Du kan starte enten på den danske hjemmeside: www.geocaching.dk eller på den internationale: www.geocaching.com.

Hvor har jeg gemt fars hammer?

Jeg vidste det fandtes et eller andet sted, i en af de hundredvis af undermapper med billeder jeg har liggende på en ekstern harddisk. Fars hammer. Fra et butiksvindue på Frederiksberg. Taget med mit gamle Nikon Coolpix. Burde det ikke ligge i samme folder som IKEA’s knep og Allah på Langebro? Nu skal det være slut. Tid til forårs-sortering i fotosamlingen. Svaret er Picasa.

I dag er der sjældent nogen særlig grund til at betale for software. Der findes næsten altid et gratis alternativ et sted derude, og i mange tilfælde er disse programmer mindst lige så gode og brugervenlige som dem man betaler for. Google’s Picasa er noget af det bedste jeg har set til at organisere billeder, og det indeholder samtidig omfattende redigerings-muligheder, og giver brugeren 1 gigabyte online lagerplads kvit og frit, så man kan lave webalbums og dele fotos med familie og venner.

Picasa kan hentes på dansk, og den sidste nye udgave indeholder nye funktionaliteter som “geotags”, hvor man via Google Earth kan se hvor på kloden billederne er taget, og er man til videoer og slideshows er også den del lige til at gå til – og resultatet bliver faktisk som oftest ret lækkert.

Jeg så iøvrigt også forleden, at min bloggerkollega på www.tronborg.com har lavet en meget lækker collage-baggrund til sin Twitter-profil med Picasa.

Nå, men jeg fandt jo så forresten både fars hammer, Bentes dårlige dag og de øvrige savnede billeder, og de er nu tagget og sorteret og lige til at finde næste gang jeg savner dem.

Kamikaze Surfer elsker gratis udstyr så længe det kan klare skærene, og Picasa er klart anbefalelsesværdigt.

Lidt ekstra surfer-respekt gives for at have været top-snedige med navnet, der ligger mistænkeligt tæt på Picasso, men samtidig rimer på “mi casa” og også lige har fået “pic” ind som forkortelsen for “picture”.

Du kan downloade Picasa helt gratis på http://picasa.google.com/.

Kan DR hjælpe med idolplakater?

Anti-rynkecreme med bivirkninger

Jeg har fundet den ultimative rynkecreme. I hvert fald hvis den holder hvad den lover. Jeg bliver dog nødt til at advare mod utilsigtede bivirkninger.

Er du en af de mænd der allerede fuldstændig har mistet interessen for dette indlæg, så overlad venligst computer og kontorstol til den del af den kvindelige befolkning der er tættest på dig lige nu.

Virker det virkelig at bombardere den kvindelige målgruppe med uforståelige ord, når man skal argumentere for sit hudpleje-produkt? Eller er det bare mig som totalt uvidende mand, der har svært ved at få vegetabilske polysakkarider, co-enzymer, hyaluronsyre, A-vitaminpalmitat og vaskeaktive substanser til at gå op i en meningsfuld enhed i minutterne mellem Paradise Hotel og Project Runway? Her kommer et eksempel på hvordan det også kan gøres:

I 2006 lancerede Dermtek Pharmaceuticals deres nye hudpleje-serie, “Reversa”, med en storstilet reklamekampagne der vandt dobbelt guld ved Cannes Lions året efter. Print-delen bestod af massiv markedsføring via magasiner og ugeblade, men inkluderede også postkort og falske kontaktannoncer indrykket i aviser, og alt ledte ind til deres microsite, www.bewareofsideeffects.ca.

Når man lander på siden, har man mulighed for at vælge mellem forskellige hudpleje-produkter, og hvert produkt har en ung, velbygget mandlig karakter tilknyttet, som man kan sætte til at udføre forskellige opgaver i og omkring huset. Hvad enten det er politibetjenten, kokken, blikkenslageren, brandmanden eller vinduespudseren du sætter i arbejde, så er det her altså lumre luksus-fantasier for desperate husmødre og travle karrierekvinder. Det er sjovt og sexet, men samtidig så tilpas stuerent at det ikke bliver et pinligt element i din browser-historik.

Den virale del blev yderligere understreget, da man bortauktionerede særlige “produkt-pakker” på eBay, hvor kvinder med mod på at teste bivirkningerne i det virkelige liv, kunne byde på en spaweekend med grundig forkælelse af en betydeligt yngre mand. På Canadas førende datingsite, Lavalife, indrykkede man samtidig “succes-historier”, hvor yngre mænd fortæller hvordan de har fundet lykken med en lidt ældre kvinde.

Reversa-kampagnen er befriende fri for kemiske sammensætninger og patenterede mirakel-effekter som ingen rigtig har en chance for at forstå. Her er al fokus lagt på udbytte:  Hvis du bruger Reversa’s anti-ældningsprodukter, risikerer du samtidig at komme i besiddelse af så meget sex appeal, at yngre mænd slet ikke kan lade være med at byde sig til.

Besøg sitet her: Beware of Side Effects

Ude med snøren på fisketips.dk

Lad mig bare begynde med at smide fisken på disken. Da jeg først besluttede at kaste snøren ud på fisketips.dk, var jeg overbevist om at det ville munde ud i et langt, sejt bundbid og en hulens masse fornærmede ferskvandsmatroser. Jeg tog helt og aldeles fejl.

Linen gik som bekendt lidt i kludder i forbindelse med oprettelsen, men det fik Ole Mose fikset uden alt for meget sniksnak. Og siden da har spolen bare snurret som smurt i fiskeolie. Det første jeg bed mærke i, var den enorme mængde af artikler, indlæg og information der findes på sitet. Med en lille fiskerdreng gemt i maven og hang til niche-nørderi, så bliver man altså noget våd i sine waders.

Fisketips.dk har for længst rundet 10.000 brugere, og de formår godt nok at sætte fut i fangstnettet. Det her er social media for søulke. Ole Mose, manden bag siden, har lavet et sindrigt pointsystem, hvor man som spørgsmåls-stiller får retten til at uddele point til andre brugere for de bedste besvarelser. Og det virker som powerbait i en Put and Take. Man får simpelthen respons på sine henvendelser noget nær med det samme. For at give den sociale del lidt ekstra vind i sejlet kan man også sende fiskeposter til hinanden, og det sker øjensynligt ofte at brugere arrangerer ture med hinanden for at mødes over en god gang medefiskeri.

Havde jeg kun ét ord at klæbe på fisketips.dk ville jeg vælge “sympatisk”. For det er det virkelig. Selvom både grafik, design og user interface måske nok hænger halvt ud over rælingen, så er det ikke noget der sætter rust i grejkassen. Sitet er sprællevende, og det skyldes de bidelystne brugere der alle synes at bidrage aktivt til debatterne. Folk er ganske enkelt både søde, sjove og hjælpsomme.

Jeg har selvfølgelig ihærdigt forsøgt at skabe lidt røre i andedammen, men uanset hvad jeg kommer op med er der aldrig nogen der bliver sure. Tværtimod. En del forsøger endda oprigtigt at besvare mit spørgsmål, selvom de må tænke at jeg nok ikke er den skarpeste trekrog i grusgraven.

Og så vil jeg også bare lige sige, efter at have læst historien bag siden og ophavsmanden, at Ole Mose må være en af landets rareste mennesker. Han er ganske enkelt havnemolens svar på Søren Ryge. Jeg sender i hvert fald fem fede flydewoblere afsted herfra.

Her kommer et lille udvalg af Mike Askes uforfærdede færden på fisketips.dk, og til de lidt mere udenforstående så er K & B bare en lille indforstået forkortelse for knæk og bræk.

Grooveshark – en meget funky fisk.

Der er de svedigste hajer i mit farvand her til aften. Sidder på et surfbræt med smøger og meget røde vodkadrinks, og holder fuldendt funky fredag. Rytmerne skydes ud af højtalerne som punktlige projektiler til fraseringerne fra en afro-amerikansk soulsangerinde der helt sikkert har set en ting eller to for meget gennem årene, og fuldstændig har forstået at stort og sort på ingen måde er noget der skal holdes nede.

Har du ikke allerede Grooveshark blandt dine favoritter, så får du det med stor sandsynlighed snart. Superlativerne skvatter over hinanden for at komme først i køen. Et gratis musik-site hvor du kan finde, lytte, gemme og organisere al den musik du kan drømme om. Brugervenligheden er helt i top, interfacet minder om iTunes og en af grundtankerne bag Grooveshark må klart have været “keep it simple”. Man forstår det bare første gang. Her er det musik alene der er omdrejningspunktet, og den sociale del er minimal. Man kan dele favoritter og playlists med andre brugere, og der er en “follow” funktion som det kendes fra Twitter.

Det er ikke muligt at købe og downloade musik fra Grooveshark, og det betyder selvfølgelig at man er afhængig af en internetforbindelse når man benytter tjenesten. Men bortset fra det, så er Grooveshark faktisk et reelt alternativ til iTunes, og har den åbenlyse fordel at den ikke optager plads på ens harddisk.

Ligesom Last.fm har Grooveshark også en radio-funktion der kigger på hvad du lytter til i forvejen, og derefter finder andre kunstnere i samme genre. Det holder altså helt vildt det her, og har du ikke allerede været der, så bliver jeg nødt til at insistere på at du skynder dig at sætte kursen mod http://listen.grooveshark.com.

Vil du lytte eller bare lure på hvad der ligger i kamikazesurferens walkman for tiden, så kan du klikke her: “Kamikazesurferens walkman“.

Dansende hamstere, Ken Lee og Steaks on a Train.

Findes der mennesker derude, som ikke har set den fabelagtige bulgarske Idol-deltager, Valentina Hasan, stikke popklassikeren “Without You” så mange nådesløse østeuropæiske øretæver, at sangen faktisk nu kendes bedre som “Ken Lee”? (For et glædeligt gensyn – klik her).

Vi er også nogle der rent faktisk godt kan huske at have modtaget en dansende 3D-baby i vores indbakke tilbage i 90′erne – og sikkert også videresendt den til alle vi kendte der havde en e-mail-adresse.

Eller hvad med Rickrolling? Et besynderligt scam der handler om at lokke folk til at klikke på et forklædt link der åbner musikvideoen til Rick Astley’s “Never Gonna Give You Up”. Rickrolling begyndte i et spil-forum tilbage i 2007, hvor det blev annonceret at man kunne se traileren til “Grand Theft Auto IV” ved at følge et givent link. Dette link åbnede i virkeligheden Rick Astley’s video fra 1987. Herefter bredte fænomenet sig som en steppebrand, og selv i de mest seriøse internet-fora risikerede man at få Rick Astley smidt i ansigtet, i stedet for den lovede artikel om ringmærkning af skovduer eller Apple’s nyeste gadget. Rickrolling blev så omfattende, både på nettet og i det virkelige liv, at det var den overvejende årsag til Rick Astley’s nominering for “Best Act Ever” ved MTV Europe Music Awards i november 2008.

Tilbage i 1998 lavede den canadiske studerende Deidre LaCarte en hyldest til sin hamster, “Hampton”, på en Geocities hjemmeside (se en kopi af den originale side her). Hun havde indgået et væddemål med sin veninde om hvem der kunne generere mest trafik til deres sider, og den animerede hamsterdans der i januar 1999 kun havde haft 800 besøgende totalt, fik i løbet af noget nær ingen tid 15.000 daglige hits. Den amerikanske internet-udbyder Earthlink brugte den i deres TV-reklame, og LaCarte selv var ikke længe om at få opbygget en online shop på hendes side hvor man kunne købe t-shirts og CD’er med enerverende hamster-hits.

Fælles for ovenstående web-fænomener er at de spredes organisk – fra person til person – via e-mail og nettets øvrige kommunikationskanaler, og dermed opnår en popularitet der langt overstiger det man burde forvente (og det som de måske også med al respekt fortjener). Og nu er vi ved at nærme os pointen med dette indlæg: en introduktion til begrebet “internet meme“. For så vidt angår udtalen, mener amerikanerne at det helst skal rime på “cream”, mens det i Frankrig, hvorfra ordet oprindeligt kommer, helst skal rime på “fem” med et ekstra langt “m”.

Et internet meme er et koncept, hyperlink, slogan eller blot en fil, der spredes ekstremt hurtigt via internettet som en eller anden form for joke. De fleste internet memes er bygget på humor eller ironi, men kan også være falske rygter, skæve nyhedshistorier eller kendtes private video-optagelser.

Indenfor marketing vinder det mere og mere frem at forsøge at “plante” et internet meme for derigennem at få sit produktnavn ud til potentielle brugere/kunder. Hvis den oprindelige idé er god nok, kan et meme pludselig også blive til effektiv viral markedsføring. Det var tilfældet med “Snakes on a Plane” der allerede er gået over i historien som en af de mest internet-hypede film nogensinde. Længe før den fik premiere lavede fans hjemmegjorte plakater og trailers og lagde dem ud på nettet. På YouTube figurerede pludselig titler som “Cats on a Plane” og “Steaks on a Train”, og New Line Cinema var ikke sene til at følge op med en konkurrence på filmens hjemmeside, hvor deltagerne skulle sprede budskabet om filmen så mange steder på nettet som muligt. Teleselskabet Varitalk lancerede samtidig en mobilkampagne, hvor man kunne sende en personliggjort stemmehilsen indtalt af  Samuel Jackson til sine venner og bekendte, hvor Mister Bad Ass højlydt opfordrer til at gå ind og se filmen. Alene i kampagnens første uge blev der bestilt over 1.5 millioner opkald.

Internet memes kan betragtes som en slags kulturhistorie, og der findes da også sider på nettet der udelukkende beskæftiger sig med fænomenet. På http://knowyourmeme.com har man lavet et imponerende arkiv, hvor alle de største memes kan findes sammen med baggrundshistorier, varianter og statistikker over udbredelse.

Et af de ubetinget vildeste internet memes med dansk afsender, og også et af de nyeste, er videoklippet hvor Prins Henrik under en officiel gallamiddag på Amalienborg pludselig bliver dårlig og kaster op i skødet på en udenlandsk diplomatfrue. Du kan se klippet her.